Årgang '99 på fremmarch

Ry Sportsklub har en særdeles stærk årgang 1999 på drengesiden. Det er der blevet sat en tyk streg under i den nu forgangne sæson.

For tredje sæson i træk har drengene således  vundet deres pulje.

Efter to vundne sæsoner i 7-mandsrækken, var der endelig spillere nok på årgangen til, at holdet kunne deltage i 11-mandsrækken.

Derfor har drengene her i efteråret prøvet kræfter i U15 Drenge B, og den vandt de altså, hvorfor holdet også sikrede sig oprykning til A-rækken.

"Der var inden sæsonstart med spænding set frem til, hvordan drengene ville tackle overgangen fra lille til stor bane, den større bold samt off-side reglen. Men drengene har via godt spil og stor fightervilje fjernet al tvivl og alle bekymringer," lyder det fra træner Finn Nielsen.

Det blev til syv sejre og kun èt enkelt nederlag, en flot målscore på 33-8, hvilket sikrede en sikker førsteplads i puljen.

Efter årsskiftet gælder det så A-rækken. Bliver det fire i træk?