Ry-piger tabte finale om JM

Så gik den ikke længere, men de har jo nærmest også kunnet gå på vandet i dette forår.  Efter 15 kampe med lutter sejre tabte klubbens U-13 piger finalen om JM med 2-3 til det nordjyske VHG/GS.  Men de gav sig ikke uden kamp, de sejrsvante spillere.  Ry-holdet kom fra første fløjt under et massivt pres fra modstanderne, men efter godt ti minutters spil slog de så kontra og kom foran 1-0. Det satte i den grad skub i pigerne, der nu sad pænt på resten af halvegen, og også kom på 2-0, ligesom man efterfølgende havde et frisparksforsøg, der prellede af på overliggeren.  Desværre fik VHG/GS reduceret inden pausen, og det bragte momentum tilbage for fødderne af de stærke nordjyder, der formåede at finde netmaskerne endnu to gange inden slutfløjt - og dermed kunne kalde sig for jyske mestre.  

"Heldet var denne gang ikke med pigerne, men de kan se tilbage på en flot sæson som værende et af de allebedste hold i Jylland," lyder det fra en stolt træner, Erik Sindberg, der sammen med holdet altså både vandt deres kreds, blev jyske pokalmestre - og nu også har hentet en omgang JM-sølv hjem til Ry.