Ry SK's fodboldkvinder i ny pokalfinale

Ry SK´s senior-kvindehold har gjort det igen - og spillet sig til finalen i JBU pokalturnering.  Det blev en realitet efter en semifinale-dyst i det sønderjyske på Dybbøl Stadion, hvor Dybbøl IU blev besejret med 5-3. Og dermed står Ry SK nu med muligheden for at vinde pokaltitlen for andet år i træk.  Det kan ske på søndag - kl. 14.00 på Østbirk Stadion  - hvor holdet skal spille finale mod BMI fra Aarhus.  Cheftræner Erik Sindberg opfordrer Ry-borgerne til at tage turen til Østbirk på søndag - den er ikke så lang - for at støtte holdet:  "Vi håber meget, at folk vil komme og bakke op om denne kamp. Det er et titelforsvar, da vi også vandt turneringen sidste år. Det er meget sjældent den samme klub vinder to år i træk, så det går vi benhårdt efter," lyder det fra Sindberg.